Historier fra dagen 2010

Fårhus

Fårhus Borger & Ungdomsforening og Fårhus Forsamlingshus afholdt sidste lørdag det årlige Ren By arrangement, hvor der blev indsamlet affald i området vest for motorvejen lige vest for Padborg

Der blev samlet affald på ca 25 km landevej + 10.000 m2 skov og sportsplads

Omkring 60 personer valgte at bruge en lørdag formiddag på indsamlingen

Meget af det opsamlede affald var tomme dåser, antallet blev opgjort til 320 stk og herudover 300 kg andet afald.

Et enket sted blev fundet et større parti bygningsaffald med mursten efterladt på en rasteplads i Frøslev Plantage. Af kuriøse fund var også en komplet barnehøjstol. En hel indkøbspose med flere liter mælk og juise, der var helt uåbnet. Det mest ulækre var en større ubeskrivelig kødklump sirligt indpakket i plastik med kraftig tape og dem der fandt den var ret uforstående over for hvad den skulle bruges til ude i skoven!

Indsamlingen skete som et led i den landsdækkende indsamling igangsat af Dansk Naturfredningsforening og Aabenraa Kommune.

Vedlagte vores annoncering fra dagen og de omtaler vi efterfølgende fik i Jydske Vestkysten og Flensborg Avis og et billede af en ihærdig familie der forgæves prøver at vriste et gammelt gummidæk væk fra et hegn, en tjørn er groet op igennem hullet!

En familie er fanget på vejen ved Vejbæk og pigen til venstre har udsmykket sig med det affald hun har fundet. Alle havde en kanon hyggelig dag og humøret var højt hele dagen, men alle var trætte da dagen var omme!

Dagen sluttede med dejlige grilpølser og en sodavand på pladsen ved Fårhus Forsamlingshus, hvor der var indrettet en lille hyggelig cafe til de hårdarbejdende indsamlere.

Med venlig hilsen
Fårhus Borger og Ungdomsforening
Paul Reinhardt

Hokkerup og omegns borgerforening

Som rosinen i pølseenden, holdt vi den 24. april ”Ren by” i Hokkerup.
De foregående år, har det været tyndt sået med deltagere, så i år ville vi sørge for, at de så, at vi holdt ren by. Derfor havde vi hændt sedler op rundt omkring i byen. Vi havde sat et lille stykke om det i Bov bladet, og vi havde lavet nogle træ skilte, som vi bankede i vej grøften ved alle indfartsveje til byen. Og jeg skal da lige love for, at det gav pote…35-40 personer mødte op i det dejlige solskinsvejr. Faktisk havde vi ikke gader nok til alle de mennesker, men vi fik dog ruterne uddelt, og af sted gik det!
Vi bor jo lidt ude på landet, så nogle af vores strækninger er temmelige lange. For at folk ikke skal få diverse skader ved at bære de fulde og tunge affaldssække tilbage den lange vej, har vi som vist på foto, bestilt de helt rigtige specialtransportere. Ja, her i Hokkerup holder vi alle folk i gang. Børn, unge og de gamle. Alt kan bruges.
Vi fandt mange fine ting, såsom en redningskrans fra flåden, en pilleæske, vodkaflaske og et kranie fra en grævling. Men ellers var det bare det sædvanlige affald som dåser, papir og Mc’ Donalds poser.
Efter endt indsamling vendte alle godt sultne tilbage, og pga antal fremmødte personer, løb vi meget hurtigt tør for pølser. Så bilen blev startet i en fart, og der blev hentet flere pølser i brugsen.
Alt i alt en rigtig dejlig dag i selskab med byens folk. Nu er der ryddet op i naturen, så nu kan sommeren bare komme an.

Slet ikke så fåret endda!

Den 18. april var vi en flok på ca. 50 voksne og børn fra Bolderslev, der tog af sted for at samle affald.

Vi samledes kl. 10.00, hvor vi fik kaffe og rundstykker. Derefter blev vi delt ind i hold, fik udleveret affaldsposer, handsker og selvlysende veste.

På vort hold var der 7 mand. Vi havde samme rute som sidste år. Der var langt fra så meget affald som i år, så man må sige, at det har stor effekt, at vi kommer hvert år.

Der var flest dåser, cigaretskodder og tomme slikposer.

Vort holds største og mest ulækre fund var – ja holdt nu fast – et fåreskind med indvolde, ben og det hele. Altså resterne fra et får, der var slagtet, så jeg håber, der sidder nogen med en ulden smag i munden, hvis de læser dette.

Efter et par dejlige solskinstimer sluttede vi af med grillpølser og lidt godt til ganen.

Så dagen var slet ikke så fåret. Med eller uden får – jeg kommer til næste år.

Ravsted Sogn

Vi her fra Ravsted Sogns Borgerforening var tilmeldt Naturfredningsforeningens afflaldsindsamling den 18. april.

Vi havde kaldt til møde søndag kl. 10. 35 friske voksne og børn mødte op. Jeg havde inddelt indsamlingen på 5 router rundt i det gamle Ravsted sogn, så alle indfaldsveje til Ravsted fra Fogderup, Korup, Havsted, Hejsel og Hynding kom med. I alt blev der samlet affald på en strækning af ca. 31 km.

I Ravsted byområde vil der i kommende weekend være indsamling fra den danske og tyske skole i et fællesprojekt.

Så kunne det rigtig betale sig at vi var igang!! (i grunden kedeligt, at det er sådan!!)

Resultatet af indsamlingen:    16 sække brændbart affald

                                            7 sække dåser (ikke pant)

                                            1 sæt havemøble

                                            6 bildæk

                                            4 store plastdunke

 

ca. 200 kg affald.

Vi var tilbage ved forsamlingshuset kl. 12.30 hvor grillen var tændt. En dejlig afslutning ved fin solskinsvejr.

Så lige en lille episode. Vi var lige kørt ind i Ravsted by med vores affaldsindsamlerbil, da der kom et alarmopkald til 2 af hjælperne som er medlem af de frivilligre brandværn og måtte hurtigst afsted til en bilbrand. Den blev så hurtigt slukket mellem optælling og grillpølsen.

Vi vender sikkert tilbage næste år med en ny indsats på området. 

Dagpleje Fladhøj

Hej. Vi er fladhøjgr. dagplejere som havde Ren Dag d. 19. Jeg sender lige et billede af, hvor en af grupperne går rundt på stien ude ved Fladhøj. Vi delte os i 3 hold som så gik hver sin vej og samlede affald. Det var spændende for børnene, som bare løb rundt og prøvede at være den første som fandt noget...

Hilsen Diana Dagpleje fra Fladhøj.

Det betaler sig at samle affald

Søndag den 18. april 2010 mødte ca. 50 beboere fra Præsteskoven, hvoraf halvdelen var børn, op til ”Ren dag 2010”, den landsdækkende indsamling af affald igangsat af Aabenraa Kommune og Dansk Naturfredningsforening.

Solen stod højt på himlen og alle var klar til at gøre en indsats for at få ryddet op.Det var første gang vi deltog i arrangementet, men nok ikke sidste. Deltagerne blev delt op i 4 hold som hver tog sig af et område i boligkvarteret.

Det første hold tog sig af stierne ind til boligområdet. Det andet hold tog sig af fodboldbanerne. Det tredje hold tog sig af skovområdet og det fjerde hold tog sig af boligområdets P-plads, legeplads, og stierne omkring boligerne.

Der blev fundet alt  muligt affald lige fra tomme dåser, slikpapir i alle områder. Nogle fandt dog noget mere besynderligt.

I skoven blev der bl.a. fundet en stor sæk med gamle brugte bleer som havde ligget meget længe, en barnelift, et helt stuebord, porcelæn samt meget andet mærkeligt.

På fodboldbanerne fandt man bl.a. ½ hjørnesofa, hønsetråd, terrassehegn, nedløbsrør samt gamle cykelskrog.En af beboerne der samlede ind ved stierne ind til boligområdet mente absolut det kunne betale sig at samle ind idet han blev en hel flaske spiritus rigere da han fandt den liggende ubrugt i området. Der havde den dog ikke ligget længe. Andre fandt ubrugte øldåser som dog havde ligget noget længere idet udløbsdatoen var overskredet.   

Efter ca. 3 timer og 49 sække affald samt meget stort skrald blev der afsluttet på legepladsen med lidt hyggeligt socialt samvær, hvor der blev serveret en velfortjent pølse med tilhørende sodavand.

Alle var tilfredse med indsatsen og overrasket over hvad der bliver smidt i naturen. Efter afslutningen gik alle mere eller mindre trætte hver til sidst med en forventning om at der lige bliver tænkt en ekstra gang inden man smider noget i naturen og at alle næste gang bruger de opstillede containere og skraldespande i området.

Ja så har vi holdt ren dag i 0A og 0B på Fladhøjskole i Rødekro

Vi havde en fantastisk dag sammen med eleverne. Vi startede ud med en fælles intro til dagen, snakkede om affald og hvad det gør ved naturen, når man bare smider det.
Alle børn tog stor del i ren dag projektet og gav sig 100 %.
Vi gik rundt i vores eget område, og eleverne gravede sig igennem krat og andet bevoksning for at få fat i alt det affald som bliver smidt i vores natur.
Vi samlede tre sække med alt hvad tænkes kan på en lille strækning på ca. 1-2 km. Derudover fandt vi to bilbatterier.
Det var en god dag med en masse snak om affald og vores fælles ansvar for vores natur. Alle eleverne fik lært noget om hvor man aflevere sit affald, så det ikke bare ligger og flyder.
 
Jeg sender nogle billeder med fra dagen og sender en tak for boller og juice som kommunen jo har givet i forbindelse med ren dag.
 
Hilsen 0A og 0B, samt Dorthe Jacobsen, Fladhøjskolen skovbrynet 2 i Rødekro

Bofællesskabet Rugkobbel

Kl. 10.15 startede vi fem mand fra bofællesskabet med at samle affald. Vi havde hver vores pose, men èn var blevet tildelt tomme dåser. Vi lagde ud i kvarteret hvor vi bor.

Vi gik langs Rugkobbel, Vognmarken her kunne vi se, at nogle havde den vane at smide cigaretskodder i rabatten, inden de steg ind i deres biler. Vi forsatte langs bækken ved Sandved her fandt vi meget forskelligt affald bl.a. en enlig sko, rester af tagplader og mange tomme dåser og nytårsfyrværkeri. På hjemvejen tog vi affald på Farversmøllevej, her lå der ikke så meget, men vi fandt et par bukser hængende i et træ J

Vi havde taget lommeaskebægere med som vi havde fået af DN og delte nogle ud til personer der røg, så de kunne undgå, at smide skodder i naturen.

Vi havde en hyggelig tur, nød det gode vejr og fik en snak om, hvad det er der bliver smidt. Vi måtte konstatere, at mange samler deres hunds efterladenskab op i poser; men så smider de posen i naturen.

Da vi kom hjem sad vi udenfor og spiste hot dogs betalt af kommunen.

Hilsen

Michael, Randi, Martin, Kim og Susanne

Tinglev/Torp

Vores familie ( Ida Marie 5 år , Jacob 12 år , Jeppe 14 år og forældre ) var i søndags ude for at rydde op i naturen i strålende solskinsvejr .

Vi havde på forhånd besluttet at vi vil gøre rent på Mads Clausen Vej i Tinglev og på rastepladsen i Torp .

Begge steder lå der nemlig rigtig meget affald .

Vi samlede papir og plastik , glas og flasker ,flamingo, mange øl- og sodavandsdåser ,bildæk ,byggeaffald og gulvtæpper ,  gamle røde damesko og ....et pengeskab ,der var brudt op .

Pengeskabet blev afleveret til politiet , da de gerne vil have det .Alt andet affald kørte vi til Genbrugspladsen .

Vi havde en god dag og Ida Marie glæder sig allerede til næste år.....så vil hun igen samle affald i naturen . 

Venlig hilsen
Maren og Ingo Hinrichsen

Skrald, støvsuger og hekseskud.

I sidste weekend deltog vi i "skraldindsamlingen" i Aabenraa.

Min datter Pernilla, hendes veninde Sandra og mig startede alledere om fredagen, da vejrudsigten for weekenden ikke lød for godt.

Vi ville begynde med en banestrækning fra bag Banegården og hen til nærmeste krydsende vej.

Med godt humør og masser af plastposer fra Danmarks Naturfredningsforening tog vi afsted.

Vores hund Lucas tog vi med, så slog vi to fluer med et smæk, for så blev han da luftet samtidig.

Solen skinnede fra en skyfri himmel og vi samlede på livet løs.

Pigerne blev allerede chokeret efter de første par meter.

Der lå, på ganske få kvadratmeter, masser af tomme dåser, flasker og massevis af slikpapir samt tomme cigaretpakker.

Vi bevægede os længere ned mod Banegården. Bag en boligblok, der er adskilt fra banen med en halvmur, lå en pose med en støvsuger i. Vi var lige ved at gå ud af vores gode skind. Tænker de mennesker slet ikke på miljøet idag?

Hvor mange år tager det, før den er væk? Om 2.000 år griner vores efterkommere af den slags oldnordisk rengøringsmethode, hvis de finder denne lille tingest.

Vi samlede videre, fandt en stor metalplade, plastikdele af en knallert og masser af glasskår.

Efter godt en time tog vi hjem med fire poser skrald. Godt træt og beskidte.

Næste formiddag ville vi rense den hæk, der grænser op til den rundkørsel hvor vi bor, som af mange bliver brugt som affaldsspand. Lige før vi skulle afsted, fik jeg et hekseskud i ryggen og tænkte bare, at det var lige, hvad der manglede. Men en rive gjorde meget ved det. Jeg bed tænderne sammen, og vi gik derned med godt humør. Igen. Tom emballage fra Mc Donalds, flasker, små snapsflasker af plast, som en eller anden mente, ikke kunne opmagasineres andre steder end i hækken, dåser, fyldte poser med hundepøller i. Var det da ikke bedre, bare at lade den ligge, selv om det heller ikke er rart at træde i sådan en?

Efter næsten en time var arbejdet gjort. Pigerne syntes det var sjovt, selvom de igen blev møgbeskidte.

Det er ikke sjovt at gå og rydde op efter alle de andre, men jeg er helt sikker på, at de to tøser ikke smider noget væk, og ikke er bange for at gøre andre opmærksom på, at affald ikke hører hjemme i naturen.

Sivia Hummel Tarp, Aabenraa

Vivian Andresen og Gruppe, Tinglev

Vi havde en yderst indbringende dag. Vi startede hver for sig på aftalte strækninger og mødtes i vores byskov, til formiddagskaffe.

Det var skræmmende hvor meget der ligger i naturen, selv i byen.

Undervejs fandt vi div. motordele, videomaskine, batteri , navkapsler, glasskår og meget andet. Vi fandt også en ny cykel som vi afleverede ved politiet (i Tinglev).

Det blev til 11 sække affald og 4 sække med dåser + alt det løse.

Det var en god dag.

Hilsen Vivian Andresen og gruppe.

Super Brugsen Padborg

Super Brugsen Padborg går ind for miljøet - man forsøger at nedsætte CO2 udslippet, man sælger genbrugsvenlige produkter og fokuserer meget på økologi - og på vores hjemmeside kan man følge, hvordan coop gør forskellige tiltag for at forbedre miljøet.
Vi har i vores brugs også fokuseret meget på sundhed og har tilmeldt os en sundhedstest, hvor sundhedsbussen fra Rødekro har været og teste medarbejdernes tilstand. Vi har tilmeldt os en fittness ordning og om ca. et halvt år kommer bussen igen og skal se, om vi har forbedret os. 
Jeg syntes så derfor det var meget nærliggende at kombinere disse 2 ting ved at få motion og luft samtidig med at vi kunne hjælpe naturen. Derfor indbød vi til kaffe og rundstykker kl. 10 søndag morgen. De 14 fremmødte blev delt ind i grupper, hvorefter vi travede ud i naturen. Vi fik samlet godt 100 kg alt i alt, deriblandt dele fra knallert, en murerspand, et løbehjul, vinduesviskere, benzindæksler og nok 10.000 cigaretskod sammen med alt papiret og plastikket. Da vi kom tilbage serverede vi grill pølser og en vand ude foran brugsen sammen med alt skidtet ved siden af - således at andre kunne se successen. Derved håbede jeg jo så, at jeg til næste år kan samle endnu flere frivillige.
Min idé med at mødes i brugsen var den, at mange måske nok gerne ville være med, men ikke rigtigt havde nogen at følges med, og dette kunne vi så være behjælpelige med på denne facon. De fremmødte var rigtig glade og positive og kommer helt sikkert også næste år.
Jeg har udskrevet det flotte diplom som kommer op at hænge i brugsen.
 
Tak for i år.
 
Med venlig hilsen
 
Ditte Vennits Nielsen
Super Brugsen Padborg       

Tina Bagge Bonnichsen

Vi har samlet affald på ”byens bedste kælkebakke” – Det gav mange – rigtigt mange – kælke i form af plastposer, der desværre var endt i brombærkrattet nedenfor Galgebakken. Desuden div.  bobslæder og måske den hurtigste kælk – nemlig et låg fra et af kommunens skraldespande.

De mest ulækre fund var nok en dåse indeholdende en halvt opløst mus, så den stank godt og grundigt samt en samling af dåser, hvor ”nogen” havde været så venlige at lægge en død og hovedløs musvåge ovenpå. Øv øv øv.

Bedste fund var en cykel uden hjul og et halvflad fodbold.

Buske og træer blev finkæmmet, så det der er samlet allermest af er nok cigaret pakker og skodder, dåser i metermål samt div. kakaokartoner og andre gode ting fra en bagerbutik.

Billede af dagens samlere – resultat: 6 sække – heraf 1 fyldt med dåser, slæder, presenninger, en cykel m.v.

Kirsten Elisabeth Nielsen, Høje Kolstrup

Søndag den 18. april blev Ren Dag afholdt på Høje Kolstrup. Arrangementet foregik i boligforeningernes regi og blev afholdt i strålende men køligt solskinsvejr.

Omkring 30 lokale beboere var mødt op ved Agoraen. Efter indtagelse af kaffe og rundstykker indendørs blev de fremmødte delt ind i hold og fik gribetænger og affaldsposer udleveret. Derefter gik turen rundt i områderne omkring boligforeningernes udlejningsejendomme, og der blev gået hårdt til den for at få de mindste stykker affald med. 

Og "høsten" blev omfattende. Ud over et stort antal sække med blandet affald, var der også kuriositeter som et cafébord med stole, en kuffert og resterne af en boxmadras. Endvidere blev der fundet to par shorts, et par underbukser og et håndklæde.

Kl. 12.00 blev rengøringen indstillet og deltagerne samledes atter ved Agoraen. Her var der linet op til grillpølser med øl og vand, serveret med kyndig hånd af formand for Kolstrup Boligforening, Ove Stahl Schmidt.

Hans Frederik Grau har lagt en video på YouTube fra indsamlingsdagen i Høje Kolstrup bydelen.

Klik her for at se video

Forårsrengøring i Jørgensgaard Skov

Søndag den 18. april, en vidunderlig  solfyldt forårsdag, rensede  11 morgenfriske  roere fra Aabenraa  Roklubs pensionistgruppe  traditionen tro de 5 km  strand fra Roklubben til Aabæk. Hertil kom rengøring af alle skovens stier og vejkanter, hvor vi  indsamlede  vinterens ophobede efterladenskaber fra  forbipasserende  miljøhandicappede. 

Alle i Aabenraa Roklub elsker Jørgensgaard Skov. Vidunderlig smuk  at ro langs med, eller  når vejr og vind gør det mest hensigtsmæssigt, at motionere i ad de  mange smukke stier.  Med Aabenraa Kommunes tilbud om morgenbrød og kaffe til indsamlerne,  kvitterer medlemmer af pensionistgruppen meget gerne med en  årlig hovedrengøring af den natur, vi holder så meget af.

 Det blev til ca. 300 øl- og sodavandsdåser og  12 – 14 sække med blandet affald af plast, papir, mælkekartoner, flasker, jerndele mm . Det indsamlede affald omfatter  ligeledes  en halv robåd fra stranden ved Laimun samt en snes  godt brugte kondomer fra en lille intim plet græs i skoven ved Oldemors Trapper. TV-reklamen om sex i  det grønne  ser sandelig ud til at være blevet godt modtaget i Kommunen.

 

Farverhus Beboerforening deltog med 30 personer

Der blev indsamlet 7 sække affald lige fra 10 m. luftledning, knuste kælke, plastik, hundelorte i plastikposer, kommunale markeringspæle, og ikke mindst meget stor bunke Jydske Vestkysten aviser, så stor at der skulle rekvireres trillebør,

(Jydske har åbenbart et depot i skoven).

Derudover var der 3 hele sække tomme øldåser og 17 tomme ølflasker. Det store antal dåser samlet uden for det normale
Farverhus område skyldes at et par flittige hundeluftere har samlet dåserne på Sønderhesselvej, Sønderskovvej og  Røllumskovvej, mange af dåser ovenikøbet A-pant mærket, men det skovsvinene åbenbart lige glade med.

50-60 kilo "almindelig" affald (våde aviser vejer godt til)

ca. 500 dåser

17 ølflasker