Slut med sorte sække på genbrugspladsen

Slut med sorte sække på genbrugspladserne

I dagene den 15. - 16. december sender Aabenraa Kommune en ny affaldshåndbog ”Affald 2010” ud til alle husstande i kommunen. Her er opdateret information om alt, hvad der har med husstandens affald at gøre.

- Det skal være let at sortere til genbrug, og det skal være let at finde ud af, hvordan man gør det. Derfor glæder vi os til at udsende den nye håndbog, Affald 2010, til kommunens borgere, fortæller Inga Hagen Christensen fra Affald & Genbrug.

Håndbogen er tænkt som husstandens opslagsværk i det daglige. Her kan man blandt andet læse om genbrugspladsernes åbningstider, sortering i genbrugsbeholderen, muligheden for at få hugget flis, adgangsveje for skraldemanden og affald der bliver til nye produkter.

På grund af ændringer i lovgivningen sker der nye tiltag på kommunens genbrugspladser.

Fra 1. januar 2010 er det slut med at aflevere affald i sorte sække. Emballeret affald skal fremover afleveres i klare sække, så affaldet er synligt. Det skal sikre korrekt sortering, så mest muligt kan genbruges.
Klare sække


Derudover får virksomheder i kommunen samme adgang til genbrugspladserne som private husholdninger. Det gælder dog ikke på kommunens minigenbrugspladser i Løjt Kirkeby og Stubbæk - her er der kun adgang for private husholdninger. Og der er fortsat kun adgang for køretøjer under 3.500 kg eventuelt med trailer.

Det går godt med genbruget

I Aabenraa Kommune er borgerne så gode til at sortere deres affald, at kommunen allerede opfylder statens målsætning for affaldsområdet for 2012.

- Det er vi glade for, og så skylder vi også at fortælle borgerne, at deres indsats nytter. Genbrugsbeholderen er blevet en pæn succes. Men vi kan sagtens blive endnu bedre. Jo bedre vi tager hånd om vores affald, des bedre er det for både miljøet og økonomien, siger Inga Hagen Christensen.

Affaldshåndbogen husstandsomdeles den 15. - 16. december. Husstande, der ikke modtager et eksemplar, kan få folderen i borgerservice, på genbrugspladserne eller ved at ringe til Affald & Genbrug.

Fotos i håndbogen:

Håndboldpigerne fra Rødekro IF har spottet affald i naturen og indskolingen fra Rugkobbel-skolen har sørget for foto fra Ren Dag.

Yderligere pressekontakt:

Teknisk designer Inga Hagen Christensen, Affald & Genbrug, tlf.73 76 73 52